Sprængfarlig smugling

Medie: Euroman

1999: Artikel om atomsmugling: Verden er stadig ikke sikker på, hvor meget højt beriget uran og plutonium til atombomber, der er i cirkulation.

Artiklen bygger på et videre arbejde fra den research, som jeg begyndte på under et studieophold på Center for Nonproliferation Studies i Monterey, Californien. På baggrund af den første research udgav jeg min roman "Vraggods" i 1999 om atomsmugling.

Ruslands økonomiske sammenbrud skaber ny motivation for officerer og forskere på sulteløn til at smugle højt beriget uran og plutonium til atomvåben. Aftagere er tvivlsomme regeringer og terroristreder. Risikoen for en global atomkatastrofe øges af SNG-landenes dårligt beskyttede lagre, som en af verdens førende eksperter nu foreslår skal købes omgående.

Af Keld Broksø

Klokken var lidt over et om natten, da de to flådeofficerer, Aleksei Tikhomirov og Oleg Baranov, brød ind på flådestationen og skibsværftet Sevmorput i nærheden af Murmansk.

Baranov holdt vagt, mens Tikhomirov gik gennem en ubevogtet port i hegnet over mod et atomart ubådsbrændselslager - et af sovjettidens største.

Han klatrede gennem et af de mange huller i brændselsområde 3-30. Med en simpel nedstryger brød han en hængelås op og åbnede døren med et koben, som var glemt ved bygningen.

Mens alt var stille, gik han indenfor og fjernede 4,5 kilo højt beriget uran fra tre brændselsstænger til atomubåde fra en såkaldt VM-4-AM reaktorkerne.

Det var den 27. november 1993.

Denne dag kunne have blevet begyndelsen til et atomragnarok, hvis det højt berigede uran havnede i forkerte hænder. Katastrofen skete ikke denne gang - eller ved flere af de andre gange, hvor forsøg på atomsmuglerier har nået offentlighedens kendskab. Der er mange eksempler - og endnu flere ubekræftede efterretninger, som rejser uhyggelige perspektiver.

I Danmark sidder oberstløjtnant Lars R. Møller på sin daglige arbejdsplads på Forsvarsakademiet.

Han har været med til at lægge en dæmper på krigen i eks-Jugoslavien. Men fra den rolige, danske udsigt ved han, at Rusland er ved gå til i et økonomisk anarki med sikkerhedspolitiske aspekter.

Sammenbruddet får folk til at gøre desperate ting.

- Ud over, at vi kan konstatere, at atomsmuglinger sker, så er vi mest interesserede i, hvordan man kan bruge det. Min tese er, at vi ikke ser "køkkenatombomber." Atombomber kræver en ekspertise, som stater har - eller en velhavende sponsor som Bin Laden," siger Lars R. Møller.

Da orlogskaptajn Emil Olsen lavede sin opgave på Forsvarsakademiet udpegede han de etablerede atommagter, herunder Indien/Pakistan, der gennemførte prøvesprængninger i foråret 1998, samt alle de lande som også formodes at have bomben og effektive fremføringsraketter til dem.

Det gælder eksempelvis Israel samt problematiske stater i forhold til terrorisme som Irak, Iran, Nordkorea.

- Vi har i dag en eksportkontrol, som kan si det værste fra. Men samtidig må vi konstatere, at det ikke er det sværeste i hele verden at få et slutprodukt, som hedder højt beriget uran, konstaterer Emil Olsen.

Da Forsvarskommissionen som optakt til forsvarsforliget sluttede sit arbejde stod det helt klart, at også Danmark må tage truslen alvorligt. I den endelige rapport konstaterer gruppen bag rapporten, at flere NATO-lande allerede er inden for rækkevidde af missiler fra Golfen og i Nordafrika, og at den trussel bliver større: De sker i takt med en eventuel fortsat spredning af missilteknologi og masseødelæggelsesvåben, hed det i rapporten.

Ruslands kontrol siver
På Center for Nonproliferation Studies i Monterey i Californien er professor William Potter chef for et af verdens førende forskningsinstitutter mod spredning af masseødelæggelsesvåben (Center for Nonproliferation Studies). Hans stab forsyner prominente efterretningskunder som den amerikanske efterretningstjeneste CIA og Forbundspolitiet FBI med databaser og oplysninger fra et netværk over hele det tidligere Sovjet.

William Potter har længe advaret mod udsmugling af højt beriget uran og plutonium til atomvåben foruden illegal eksport af know-how og hjerneflugt af det tidligere Sovjets eksperter i masseødelæggelsesvåben. Men nu har advarslerne fået ny aktualitet.

- Ruslands dårlige økonomi udgør verdens største fare for udbredelse af atomvåben, siger William Potter i dag.

Netop som en række aftaler var ved at være på plads med Rusland om bedre sikring af højt beriget uran og plutonium til atomvåben, så kom den russiske økonomiske krise væltende for alvor i september 1998. Den russiske rubel blev devalueret, priserne steg mere end 40 procent alene de to første uger i september.

Chefen for det russisk-amerikanske råd for atomsikkerhed, Kenneth Luongo, betegner nu hele det russiske atomforsvar som en tikkende bombe. Det enorme netværk af raketbaser, våbenlagre og laboratorier forfalder, og personalet får ikke løn til tiden.

William Potter beskylder tilmed den russiske ledelse for at skubbe hele atomspørgsmålet i baggrunden til fordel for andre politiske mål.

Den russiske regering har ellers fået slagkraftige og dramatiske advarsler de seneste år.

Da den ansvarlige for atomvåbenlaboratoriet i Cheyabinsk, Vladimir Nechai, skød sig selv den 31. oktober 1996 efterlod han et brev, som var en lammende anklage mod styret i Moskva, der end ikke havde gidet svare på hans mange nødråb. Et halvt år i forvejen havde han kun kunnet udbetale mellem 27 og 36 dollars om måneden til hver af centrets 15.000 medarbejdere, som dermed kun lige kunne holde den værste sult fra døren.

I sit afskedsbrev skrev han, at "i Rusland kan ingen garantere sikkerheden i atomvåbenprogrammerne," og han tilføjede, at "Nogle vil måske vælge en anden udvej?"

På andre områder er der fremskridt i Rusland - blandt andet har USA bevilget en milliard dollars til oplagring af de 12.500 atomsprænghoveder, som er demonteret i forlængelse af START II og IIIforhandlingerne mellem USA og Rusland.

Til gengæld er situationen helt uoverskuelig i de øvrige tidligere Sovjet-republikker, hvor der intet præcist overblik er om den sovjetiske hærs efterladenskaber. De statistikker, som eksisterer, kan meget vel være underdrevne, hvilket "Operation Sapphire" fra 1994-1995 viser: 600 kilo højt beriget uran var blevet til overs efter et hemmeligt sovjetisk ubådsprojekt i Kasakhstan. Ved

Sovjets opløsning i 1991 var materialet simpelthen glemt i den nye, selvstændige republik. Det lå i en dårligt beskyttet lagerhal på de centralasiatiske, vindblæste stepper 20 kilometer uden for den kasakhstanske by Ust-Kamenogorsk. Amerikanerne fik kun kendskab til det fordi iranske agenter var begyndt at vise stor interesse for området.

Materialet var nok til mere end 20 avancerede atombomber, og derfor var det heller ikke til diskussion, at operationen kostede amerikanerne 25 millioner dollars. De amerikanske teknikere fandt tomme beholdere med adresser i Teheran. Ingen aner om iranerne nåede at fjerne noget af materialet før luftbroen var en realitet.

Og netop som amerikanerne troede, at Kasakhstan var ryddet for risikabelt atommateriale, så dukkede der yderligere 205 kilo højt beriget uran op i Semiplatinsk i 1995, og det blev først med amerikanernes mellemkomst flyttet til et mere sikkert sted i Rusland i 1996.

Professor William Potter mener, at der sagtens kan være yderligere ukendt materiale i lande som Tadsjikistan, Kirgisistan, Georgien og Letland. End ikke landenes regeringer er nødvendigvis vidende om materialets eksistens, men en del dårligt bevogtet materiale kender man til. William Potters center udsendte i 1998 denne ufuldkomne liste:

  • Hvideruslands videnskabsakademi i Sosny har godt 40 kilo højt beriget uran (med et indhold på 90 procent af det våbenanvendelige U-235 uran). Dertil har Hviderusland yderligere 330 kilo højt beriget uran med værdier mellem 20 og 89 procent.
  • I udbryderregionen Abkhasien i Georgien var der to kilo højt beriget uran på Fysik- og Teknologiinstituttet i Sukhumi. Materialet var forsvundet, da sagen blev efterforsket i 1997.
  • I Kasakhstan er der officielt 15 kilo (formentlig) våbenklar uran i det nationale atomcenter i Almaaty, og tillige godt 37 kilo i Semipalatinsk.
  • I Letland uden for Riga ved Salaspils er der fire kilo højt beriget uran (90 procent Uran-235) på Instituttet for atomfysik.
  • Usbekistan har på to steder omkring Tashkent godt 33 kilo højt beriget uran.
  • Ukraine ligger inde med knap 100 kilo højt beriget uran på tre forskellige lokaliteter, hvor der forskes i atomvåben.

Norge på vagt
Især et land som Norge er på vagt over for smuglinger af højt beriget uran eller plutonium ind over den fælles norsk-russiske grænse - eller via de 4000 russiske trawleranløb i småfiskerihavne i Nordtroms og Finnmarken.

- Norge kan være velegnet til smugling af radioaktive stoffer, vurderer Sverre Hornkjøl fra det norske Statens Strålevern.

Norske grænsevagter blev for nylig efter anbefaling fra strålevernet udstyret med moderne strålesøgere, som er på størrelse med en mobiltelefon og kan bæres i bæltet. Men der er også andre og bedre egnede smuglingsruter fra Rusland end via Norge.

- Ruterne gennem Centralasien er kortere og enklere. Der er næsten ingen kontrol ved grænserne, og næsten hvad som helst kan smugles der, mener Sverre Hornkjøl.

Da den norske miljøorganisation Bellona i 1997 som demonstrationsforsøg smuglede atommateriale fra den tidligere sovjetiske ubådsbase i Paldiski i Estland via Tallinn, Stockholm og Norge i bil, var konklusionen helt klar:

Ikke alene var det muligt at komme ind på Paldiski-basen, hvor to træningsreaktorer til atomubåde førhen holdt til.

- Det er også fuldt ud muligt at smugle radioaktivt materiale fra Estland via Sverige til Norge, hed det i rapporten: En cola-boks med plutonium - eller cirka fem kilo - er nok til at lave en bombe. Alene i perioden 1993 til 1996 viser opgørelser fra det internationale atomenergiagentur, IAEA, at der har været 127 bekræftede smuglingsforsøg af radioaktivt materiale i forskellige afskygninger.

- Antallet af forsøg på smugling er sandsynligvis bare toppen af isbjerget, siger atomfysiker Nils Bøhmer fra Bellona.

Den russiske kriminelle underverden har store interesser i den givtige smugling.

Priser på højt beriget uran og plutonium afhænger som alt andet af udbud og efterspørgsel - og den rette køber, som ikke ligefrem offentliggør markedspriser.

Men da Aleksei Tikhomirov og Oleg Baranov brød ind på skibsværftet i Sevmorput blev deres stjålne 4,5 kilo berigede uran forsigtigt vurderet til en markedspris på 1,2 millioner dollars. På det sorte marked er der nævnt priser op på 27 millioner dollars.

Når man samtidig tager med, at der ifølge CIA findes 200 store, russiske kriminelle organisationer, som opererer uden for Ruslands grænser først og fremmest med smugling af narkotika og våben, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig nye smuglinger.

- Disse organisationer har kontakter til regeringskontorer, som kan skaffe dem adgang til atomvåben og øge muligheden for at få materialet ud af landet, har tidligere CIA-direktør John
Deutch sagt under en høring i det amerikanske senat.

Danske forholdsregler
For atomsmuglere er det vigtigt at kunne dokumentere varens indhold. En sikker varedeklaration er afgørende i en handel.
Risø har ikke ifølge egne oplysninger ikke udført analyser af radioaktivt materiale for udenlandske kunder. Og siden 1994 har Risø ikke udført analyser af stofferne cæsium og rubidium. Risøs medarbejdere nåede dog at udføre godt 40 analyser indtil da, men kunderne blev ikke opfattet som suspekte. I følge Risø var det pæne firmaer fra de baltiske lande, Finland og Sverige. Men samtidig er der stadig en lukkethed på Risø, som beskytter forretningsforbindelser:

- Hensynet til Risøs forretningsmæssige virksomhed nødvendiggør en generel beskyttelse mod offentliggørelse i pressen af vore kunders identitet, herunder også de måske mere tvivlsomme kunder, Risø blev kontaktet af vedrørende de pågældende analyseopgaver, hed det i en skrivelse fra Risø.

Hos dansk politi- og toldvæsen er der stadig opmærksomhed omkring atomsmugling.

Kriminalinspektør Mogens Sørensen , Rigspolitiets Narkotikainformation, oplyser, at der er et samarbejde mod atomsmugling i den europæiske politiorganisation Europol.

- På det europæiske plan er emnet stadig aktuelt, men hjemme har politiet ikke lavet de store foranstaltninger, siger Mogens Sørensen.
I Toldvæsenet, der i mod, er beredskabet til ny overvejelse. Der eksisterer allerede nu et par geigertællere, som toldere i landets otte tolddistrikter kan tage med ud, hvis de har mistanke om atomsmugling eller ulovligt, radioaktivt skrot.

- Potentialet for smugling er der, siger kontorchef Ole Ivan Pedersen fra Toldkontrolkontoret: - Jeg er nu ved at registre behovet for at se om vi skal have flere geigertællere, og jeg følger tæt, hvad der sker i vores nabolande.

Da de to atomtyve af højt beriget uran, Aleksei Tikhomirov og Oleg Baranov, blev idømt tre et halvt års fængsel i 1994 kom sagens anklager, Mikhail Lulik, med en tør konstatering:

- Kartofler bevogtes bedre end flådens atombrændsel??

Keld Broksø har udgivet spændingsromanen "Vraggods" om atomsmugling på forlaget Forum.


 

Så meget beriget uran eller plutonium skal der bruges til en atombombe:

Til en atombombe kan man bruge højt beriget uran (U-235). Her behøves ca. 56 kilo uran, der er beriget op til 90 pct. med U-235. Det er nok til at skabe en grov, primitiv udgave af bomben.

Avancerede udgaver kan klare sig med mindre. Anvendes plutonium, hvilket er teknisk mere avanceret, kan man klare sig med 3-5 kilo plutonium (PU-235).