Metro-skandalens natur

Klumme i MetroXpress

2002: Blev skrevet ved Metroens indvielse i København. I forvejen havde jeg for Jyllands-Posten skrevet om overskridelse af budgetter og tidsrammer.

Af Keld Broksø , journalist.

Dronningen er festens centrum, når Københavns Metro formentlig indvies i morgen. Men to år for sent, til over dobbelt pris og efter masser af usikkerhed omkring åbningen.

"Åh nej, skal vi have jammer midt i festen?" spørger du måske.

Både ja og nej. Metroen er en fremragende ide. Og Politikens anmelder Henrik Sten Møller er værd at lytte til, når han roser design og æstetik. Alle bør være glade (og nu kommer jammeren), når vi ser bort fra pris, produktionstid og panik før åbningstid.

Man kan trække på skulderen og sige, "nåh ja, sådan går offentlige projekter altid". Og man kan rose Ørestadsselskabet for at holde fast og ud. Problemet er, at så har vi ikke lært noget.
Metro-skandalen handler ikke bare om, at vi blev snydt af budgetter, som var lavt sat for at få projektet igennem. I 1997 var prisen steget til 6,3 milliarder, og er nu endt med 11,5 milliarder kroner. Skandalen handler især om politisk ansvarsflugt fra det.

Den politiske idé er fortsat, at grundsalg i Ørestaden og indtægter fra Metroen skal betale den dobbelte pris. Godt salg, forlænget finansiering og andet hokuspokus skal nok få pengene til at passe, mener Ørestadsselskabet. Man må håbe de får ret.

Desværre for troværdigheden i det kom jeg til at bladre i fem år gamle artikler fra min daværende arbejdsplads, Jyllands-Posten. Jeg skrev om eksperter, som såede tvivl om sikkerheden i Ansaldos tog. Den seneste panik gav dem delvist ret. Men mere interessant troede de ikke på, at Metroen holdt tidsplan og budget.

Der blev ballade, men ingen konsekvenser. Det skyldtes at Ørestadsselskabet er konstrueret, så man kan tørre politisk ansvar for Metro-skandalen af.

København ejer 55 % af selskabet, og staten ejer 45 %. Det er altså et privat selskab - men offentligt ejet. Selv om Metroen formelt hører under en minister, kan en skandale i et privat selskab næppe få en ministertaburet til at vakle. Konstruktionen betyder, at ministersvar tit indledes med et "Ørestadsselskabet oplyser" og ikke et "ministeren oplyser". Ved kuk i Metro-planen kunne skiftende ministre, der håndterede sagen, blot læse Ørestadsselskabets svar op.

I 1997 var det finansminister Mogens Lykketoft, der på den måde afviste advarsler om budgetoverskridelser på 1,3 milliarder kroner. To uger før et ministersamråd erklærede
Ørestadsselskabets direktør, Anne-Grethe Foss, at "Der er intet grundlag for store Ekstraomkostninger", og hvis de kom, "taler vi om en ekstraudgift i størrelsesordenen 20 millioner kroner."

Det skrev hun 6. august 1997 i et debatindlæg. Nu er overskridelserne 5,2 mia. kr.

Mogens Lykketoft afviste også uvildig kulegravning. Han kaldte 18. august 1997 advarsler om budgetskred for "gætterier" og lod det blive ved det. Det var dumt.

Allerede i 1997 var det svært for Ørestadsselskabet at tæmme det mangehovedede uhyre af leverandører og underleverandører. Især Ansaldo og Comet. I dag er Metroen fornuftigt nok
parkeret hos trafikministeren. Han kan ikke klandres for fortidens synder, men han kan sørge for et reelt ministeransvar, så blinkende advarselslamper tages alvorligt.

Undladelsen af det er selve Metro-skandalens natur. Tillykke med Metroen!