Lilleputstat fester på en krudttønde

Medie: Jyllands-Posten

20. maj 2012. Et opslag fra 20 års fejringen af selvstændigheden i Nagorno Karabakh. (Artiklen blev en fin opfølgning af min roman Pengemuren fra Aserbajdsjan. Et land, der reelt er i krig med Armenien/Nagorno Karabakh.) Militærparade, interview med udenrigsministeren m.fl. i den mærkelige stat, som ingen anerkender, og som ligger isoleret midt inde i Aserbajdsjan som Vestberlin gjorde det i DDR. 

Artikeltekst: Midt inde i Aserbajdsjan, der i den kommende uge er vært for det internationale melodigrandprix, ligger den lille stat Nagorno Karabakh, som ingen anerkender. Landet har netop har fejret 20 års selvstændighed. Trods en våbenhvile fra 1994 kan blot en gnist genskabe en ny, eksplosiv konflikt som den, der for 20 år siden ryddede verdens forsider.

Af Keld Broksø
keld@kb-kommunikation.dk

Nagorno Karabakh.

Fireårige Armen sidder på skuldrene af sin far bevæbnet med sit legetøjsmaskingevær. Kasketten er frækt på sned over camouflageuniformen. Den glade knægt har god udsigt til virkeligt, militært isenkram i en flere timer lang militærparade bag frontlinjer og smukke bjerge i den lille, kaukasiske republik Nagorno Karabakh, der er lige så isoleret som Vestberlin var det bag Berlinmuren i det gamle DDR.

Det en del af Armens opdragelse at vide, at han lever i en kristen ø omgivet af et fjendtligt hav af muslimer i Aserbajdsjan. Besøg i hans land kan stort set kun foregå via det snævre, befæstede bjergpas, Lachin-korridoren, som forbinder den unge republik med dens eneste venner i nabolandet Armenien. Aserbajdsjan har aldrig tilgivet armenierne besættelsen af Nagorno Karabakh efter den blodige krig fra 1988 til 1994. Selv i dag, præcis 20 år efter de kristne armenieres sejr, er der for flere hundrede tusinde mennesker på begge sider af fronten dybe ar i sjælen og uafklarede spørgsmål om statsborgerskab, ejendomsret og erstatninger for værdier, drab og tabt førlighed.

Armens generation kan som voksne sagtens få brug for mere slagkraftige og dødbringende våben end blot legetøj. Den etnisk, religiøse konflikt er i hårdknude. Vel kæmpes her ikke voldsomt nu, men det kan ske igen. Her har ingen glemt, at én million mennesker blev sendt på flugt i nærområdet og ud over hele verden så langt som til Danmark. Retorikken er stadig så hadefuld som om intet er sket på 20 år.

Der er fred og krig på en gang. Fred fordi de jævnlige, mindre træfninger langs grænsen også i år ikke forstyrrer cafélivet og humøret i den fremgangsrige hovedstad Stepanakert. Og krig fordi våbenhvilen fra 1994 aldrig blev til en fredsaftale. Man taler helst ikke om etnisk udrensning, men det skete for 20 år siden ? og den kunne lige så vel have gået mod den kristne dominans, som nu fejres.

- Det er en god dag. En rigtig god dag, understreger Armens far stolt.

Tusindvis af mennesker vifter med nationalflaget, råber slagord og holder gang i festen, som kulminerer med koncert og enormt fyrværkeri på byens stadion. Borgerne hylder deres våben og soldater, hvis strækmarch minder om gamle sovjetdage på den Røde Plads i Moskva. Taler runger gennem højttalere med et hult ekko ud over pladsen. Der bliver råbt og klappet taktfast på de rigtige steder, mens kampvogne, raketter, soldaterkolonner, lavtflyvende kamphelikoptere samt eliteenheder med sortsværtede ansigter defilerer stolte forbi med truende blikke.

Morterbrag i bjergene med løst krudt bringer kulissen tilbage til belejringen af hovedstaden.

Alle fik tab
Trods disciplinen er ingen tilskuere tvunget på gaden her. Sejrsdagen betyder noget dybt i folks hjerter.

- Ikke én familie her er uberørt af krigen for 20 år siden. Vi har alle haft tab af venner eller familie. Vi har mistet store værdier. Selv om jeg kun var barn dengang kan jeg stadig huske frygten, bombebragene og viljen til at overleve. Vi vil aldrig glemme, og vi vil kæmpe igen, hvis det bliver nødvendigt, forsikrer Imre Ganin, en 28-årig udkommanderet politibetjent, som passer en afspærring bag et rødt bånd.

Som alle denne dag er han smilende, afslappet og imødekommende trods en oplagt terrortrussel mod den fest, der opfattes som en tragedie blot få kilometer herfra.

Det er præcis 20 år siden de aserbajdsjanske muslimer i byen Shushi på toppen af højdedragene over hovedstaden Stepanakert måtte flygte fra deres sønderskudte minareter, og efterlade ruinerne af deres huse samt ødelagte raketstyr og køretøjer. Det var slut med at fyre raketter ned i Stepanakerts dalstrøg. To år mere med benhårde kampe skulle der alligevel til før især

Rusland pressede en våbenhvile igennem i 1994. Slaget om byen Shushi var vendepunktet for de kristne armeniere. Netop det slag giver det runde jubilæumsår for den unge republik uden mange andre venner end nabolandet Armenien. En ven som til gengæld lige som resten af verden bare ikke er ven nok til at anerkende den uafhængige republik med eget flag, præsident og parlament. En forklaring på det paradoks finder vi henne ad hovedgaden hos udenrigsministeren, som nærmest er henrykt for besøg trods kort varsel. Han har kontor ovenover en spejderorganisation, og ud over det danske besøg er det øjensynlig mest kedsomheden, som banker på i hans dunkle kontor. De nøgne vægge prydes kun af nationalflaget og et billede af den lokale præsident, som blegner i forhold til sejrsdagens hædersgæst, Armeniens præsident Serzh Sargsyan. Han er samtidig dagens eneste forstyrrende element i gaderne med hans politisirener og sorte kolonner. Kan han så ikke samtidig vise den høflighed at anerkende den næsten isolerede republik?

Udenrigsministeren vrider sig i stolen. Spørgsmålet er en syl ind i en oppustet retorik om krigsparathed og egen uovervindelighed, som dagens parade skal understøtte.

- Vi har været nødt til at indgå en gentlemanaftale om, at Armenien undlader at anerkende os. Det ville blot tirre Aserbajdsjan, siger den venlige, korpulente udenrigsminister, Vasily A. Atajanyan, forlegent. Men han vil såmænd gerne have andre til både at anerkende republikken og aflægge besøg.

- Jeg ville da meget gerne møde eksempelvis min kollega, den danske udenrigsminister, siger Vasily A. Atjanyan og trækker på skuldrene.

- Men ingen vil vide af os. Vi må nøjes med uformelle kontakter ud af landet og har repræsentanter i Bruxelles, Australien, Canada og Iran, konstaterer han ovenpå et langt, engageret, hadefuldt historisk foredrag om, hvorfor det gik så galt: Sovjets opløsning tog ikke højde for, at armenierne i Nagorno Karabakh følte en tusindårig hævd på deres territorium, lyder den korte version.

I det slagne Aserbajdsjan kan man få næsten samme historie, blot med modsat fortegn. Fronterne er låst uhjælpeligt fast. Der er fred inde i Stepanakert, Gandzasar, Shushi, Vank og andre byer man blot kan tage til. Til gengæld bliver et ønske afvist om at bese byen Agdam tæt på frontlinjen; En gang et hjem for 100.000 muslimer, nu et ruinskelet afpillet for alt af værdi.

Forklaringen på afvisningen er, at det er en fremragende symbolsk dag for Aserbajdsjan at angribe på. Agdam er derfor ekstra godt befæstet og uigennemtrængelig - i hvert fald under 20 års festen. Og så skal man i øvrigt også passe godt på hædersgæsten, Armeniens præsident. Han har i dagens anledning ganske provokerende fløjet i lav, skudsikker højde hen over livsnerven i Lachin korridoren. Man føler hinanden på tænderne.

- Vi er rede til krig. Men hvis Aserbajdsjan angriber igen, så vil USA, Frankrig, Rusland, Norge og andre forsøge at standse kampene igen. De har investeret så meget i Aserbajdsjans olie, at de ikke vil risikere en ny krig ødelægger det for dem, mener udenrigsministeren.

Vasily A. Atajanyan ser derfor også olien som nøglen til fred også fordi Nagorno Karabakh og Armenien vil være oplagte at føre aserbajdsjanske olieledninger igennem. Omvendt betyder det diktatoriske Aserbajdsjans enorme olierigdomme, at de ikke alene kan holde det overdådige, armensk boykottede Melodi Grand Prix i sidst i maj, men værre endnu for Armenien har Aserbajdsjan enorme summer til våben.

- Aserbajdsjan siger, at vi er deres fjende nummer ét. Vi vil måske se en revolution i Aserbajdsjan som i de arabiske lande, men indtil da må Europa hjælpe os som den kristne ø i det muslimske hav, mener Vasily A. Atajanyan.

Opbygning sten for sten
Trods spændinger er en dagligdag ved at udfolde sig igen fjernt fra verdens opmærksomhed. Sten for sten er Stepanakert genopbygget til en imødekommende hovedstad, som netop har indviet Hotel Europa til den kræsne rejsende. Om et par måneder er en ny lufthavn også klar, men bygget under aserbajdsjanske trusler om at skyde på flyruter mellem Stepanakert og Armeniens hovedstad Yerevan. En ny, provokerende retorik, som har fået Armeniens præsident til at give igen og erklære, at han vil være første passager på ruten. Kimen til et nyt drama er lagt uden det forstyrrer dagligdagen lige nu.

I byen Gandzasar samles man i naturskønne, grønne bjerge og ved 1700 år gamle klostre. Der er levende musik ved nogle af cafeerne, dans og sang. I byen Vank har patrioten Levon Hairapetian via en formue optjent i Rusland på tømmer bekostet en ny, moderne skole, en børnehave, en ny vej mod hovedstaden og en rædsel af en restaurant formet som et skib lige ved en smuk flod. Først ved et besøg i Shushi krakelerer glansbilledet, da asfalten ophører og en pludselig tordenbyge får den bumlede grusvej til at ende i pløre. Det var her på højdedraget desperate, aserbajdsjanske soldater måtte flygte fra. Forvredne skeletter af moskeer, beboelsesejendomme i sovjetstil og tidligere rigmandsvillaer står stadig afsvedne og krigsarrede tilbage.

Et par kvinder forsvinder under paraplyer gennem pløret væk fra butikker med et skrabet udvalg af varer, der vidner om, at langt fra hele Nagorno Karabakh er på fode igen.

Hvad skal der til før alt er godt? En underskrevet fredsaftale, naturligvis, og så en verdensomspændende anerkendelse af republikken og først da det endemål, som udenrigsminister Vasily A. Atajanyan vedkender sig, når man har gået ham på klingen; Flaget siger det hele, forklarer han: Nagorno Karabakhs flag adskiller sig kun fra Armeniens røde, blå og orange stribe ved at have en markeret, savtakket trekant i højre side af flaget. Som om der mangler en samling i én armensk enhed. Men den enhed skal nok komme, vær vis på det, forsikrer udenrigsministeren og armeniere på gaden. Men om fireårige Armen på fars skuldre når at opleve foreningen med Armenien i sin levetid er stadig højst tvivlsomt. Krigsfaren er nærværende selv på denne festdag.


Nagorno Karabakh

  • Nagorno Karabakh bebos nu af 200.000 mennesker, som 19. juli afholder præsidentvalg. Nuværende præsident er Bako Sahakyan.
  • Konflikten 1988-1994 mellem Aserbajdsjan og Nagorno Karabakh støttet af Armenien kostede 30.000 døde.
  • Da Nagorno Karabakh ved Sovjets opløsning i 1991 erklærede sig som selvstændig republik midt inde i Aserbajdsjan eskalerede konflikten yderligere.
  • Krigen skabte mere end en million flygtninge. Både armeniere og azerier er mange steder stadig afskårede fra at vende hjem til deres oprindelige byer.
  • Rusland, Frankrig og USA er i den såkaldte Minsk-gruppe, som fortsat uden resultat søger en endelig løsning på konflikten.
  • Både i januar og februar i år var der mindre træfninger over grænsen. Aserbajdsjan hævder angrebene var udført af autonome militser.