Læsernes vand faldt på et tørt sted i Afghanistan

Medie: Politiken

10. juli 2010. På reportage i Afghanistan kom jeg forbi stedet, hvor pengene havnede fra en indsamling blandt Politikens læsere til projektet Vand mod Krig. Én million kroner blev det til. Pengene blev brugt godt, men ikke uden problemer med landets korruption, klaner mv. På billedet er det lederen af shuraen (ældrerådet) Rabat Wahab.

Politikens læsere samlede én million ind til brøndprojektet "Vand mod krig", og nu begynder brøndene at komme. Politiken har besøgt det vestlige Afghanistan.

Af Keld Broksø

Gozarah-distriktet, Afghanistan

Bag militære kontrolsteder i et næsten goldt landskab med hjulspor og nomaders gedeflokke vokser der brønde op i spredte, ludfattige, afghanske landsbyer med lerklinede huse. Politikens læserindsamling 'Vand mod krig!' gav godt én million kroner, som nu giver resultater. 10 pumper står der nu, og 10 mere er i gang.

Målet er 80-100 brønde, fortæller ingeniør Bashir Tohky, som på vegne af Den Danske Afghanistan Komite (DAC) står for brøndprojektet. DAC har også et sundhedsprojekt for 600.000 mennesker i Vestafghanistan, og rent vand vigtig for sundhed. Brøndene bidrager også til fred, mener Bashir Tohky. Han giver et eksempel.

- Nogle yderdistrikter bad om brønde, men et ingeniørhold vendte om på grund af bevæbnede bander og Taleban-soldater. Så vendte folkestemningen mod banderne og Taleban. I dag kan vi arbejde der, siger Bashir Tohky.

Landsbyen Ali Abad har 360 mennesker, og lederen af shuraen (ældrerådet), Rabat Wahab, står ved landsbyens stolthed: Boremaskinen til brønden. Den ligner en gammel Storm P-maskine med snoretræk og en hostende motor til boret, som skal 80 meter ned til grundvandet. Boret gør drøm til virkelighed mellem husene med bålsteder og sovemåtter på lergulvet.

- Vi har i 10 år håbet at få en brønd. Indtil brønden er færdig må vi bruge vand fra kanalen langs landsbyen, og folk bliver syge. Vi må gå langt for at få renere vand. Det kan vi ikke altid, når der er kampe, fortæller Rabat Wahab.

Storbyen Herat et par timers kørsel herfra med lufthavn og en afghansk militærbase passet op af amerikanske soldater er trods periodevis terror fredelig efter afghanske forhold. Også her på landet er der roligt nu, men i modsætning til Herat er her næsten frit slag for bevæbnede narkosmuglere og Taleban på gennemrejse. Bl.a. nordpå i Obei må DAC holde en neutral balance med bevæbnede opiumsmuglere på retræte efter kampe med regeringssoldater. Så længe opiumklanens mænd kan få behandling på DAC´s klinik skaber de ingen panik.

Sidste år var dog blodig til regeringsstyrker i november fik dræbt den berygtede Gholam Yahya med Taleban-forbindelser. Hans klan røvede og kidnappede folk ? også nogle af DAC´s ansatte. Gholam Yahya var før borgmester i Herat, men var smidt ud af provinsguvernøren. Landsbyerne er lettede over, at Gholam Yahya er dræbt. Men vil nogen overtage pladsen? Rent vand skaber basis for udvikling og dermed fred, men frygten lurer.

Brudte aftaler
Andet stop er Samudzai med 250 familier. De skal også have en boret brønd, og et Storm P-anlæg er klar. Men her mangler noget. Landsbyen har ikke leveret et vandreservoir på et par meters højde. Reservoiret skal sikre, at der kan tappes vand uden en dieselslugende pumpemaskine konstant er i gang. DAC´s projektleder, Inge-Lise Aaen, er høj, lys, erfaren og finder sig ikke i brudte aftaler.

- Vi fjerner hele boreanlægget i morgen!

De gråskæggede shuraledere mumler. De vidste reservoiret var en modydelse med det formål at få landsbyen til at føle ansvar og vedligeholde den nye brønd.

- Vi er fattige, forsøger en shuraleder sig, men han får dræber-blikket fra Inge-Lise Aaen.

- Hvor mange har mobiltelefoner? spørger hun. Fire mænd hæver hver en hånd.

- Så har I også råd til et vandreservoir! siger hun.

Mere mumlen. Udgangen er, at en halv snes geder skal sælges for at få penge til byggematerialer og arbejdskraft. Det hele er dog et mindre problem i det korrupte Afghanistan.

Inge-Lise Aaen og Bashir Tohky kan flere historier om det afghanske ministerium for udvikling af landdistrikter. Man smækker ikke blot brønde op uden aftaler, men placeringerne var der delte meninger om. På flere af ministeriets lister over steder i forslag var der brønde i forvejen. En pumpe var endda foreslået ved en hoveddør til en mand med gode forbindelser. Og

Ingeniør Bashir Tohky blev spurgt, hvad han skulle have for en bestemt placering af en pumpe.

- Vi vil ikke have noget med det at gøre, fastslår Inge-Lise Aaen, som har en daglig kamp mod korruptionen. Hun må holde en balance mellem at samarbejde, lytte og afvise venligt, så myndighederne ikke blokerer arbejdet.

Tak til Politiken
For foden af mindre bjerge ved landsbyen Kari Sultan er der grøntsager og frugttræer ved et vandløb, hvor lederen, Arbab Azim, serverer the ved en håndgravet, cementforet brønd, som kun går 40 meter ned fordi grundvandet er højere oppe her ved bjergene.

- Tak for den hjælp vi har fået, siger Arbab Azim.

- De sygdomme, som landsbyens folk fik førhen, er faldet til næsten halvdelen.

Landsbyen slås især mod diarre, tuberkulose og andre infektionssygdomme. Før brugte husdyr som mennesker vandløbet som toilet, vaskested og drikkevand uden vandet blev kogt først.

- Vi måtte gå en halv eller hel time hver vej for at finde renere vand, fortæller landsbylederens hustru, Miriam Azim, som har udsigt til en ruin formet af Sovjets bomber i 1980erne. Den aktuelle krig giver også eftertanke med det overskud, som rent vand giver nu.

- Vi har brugt våben hele vores liv. Det må stoppe nu. Vores børn skal have uddannelse, siger Arbab Azim, som ikke selv kan læse.

- For et år siden kunne kun ét af byens børn læse. Nu har vi 82!

Tilbage i Herat er rygtet om rent vand løbet i forvejen. Fire shuramedlemmer vil møde Bashir Tohky for at få en boret brønd.

- Vi kan måske i stedet lægge en pipeline ud til jeres landsby? foreslår Bashir Thoky. Han er eftertænksom efter mødet. Risikoen er en klanfejde, hvis landsbyen med brønden afbryder pipelinen. Men hvis det fungerer, kan landsbyerne knytte bånd og få udvikling, så afghanerne der tror på en fremtid uden krig og på, at en valgt regering kan skabe fremgang. Politikens læsere har sikret, at i dele af Gozarah-distriktet behøver afghanerne ikke vente på krigens slutning i Helmand og andre provinser, før tingene ser lysere ud.