Købestærke polakker sætter hjemmemarkedet i fokus

Medie: Industriens Dagblad

2005: Historie fra Polen: Mens danske firmaer kom til Polen førhen for at outsource, så tæller Polens hjemmemarked i dag fordi Polen har fem mio. mennesker med en vesteuropæisk købekraft.

Mens danske firmaer flokkedes om Polen i 1990erne for at outsource, så er det Polens hjemmemarked, der tæller i dag. Firmaer som Danfoss, Per Aarsleff A/S, HTH-køkkener og ECCO har opdaget, at Polens over fem millioner mennesker med en købekraft på vesteuropæisk standard er en voksende gruppe. Polen er nu vigtigste marked i Central- og Østeuropa.

Af Keld Broksø

Warszawa. Det polske hjemmemarked tæller nu for alvor for danske eksportvirksomheder.

Warszawa er hastigt er på vej ud af det klæbende, dårlige image som en støvet, grå by, hvor det mest interessante for en udenlandsk investor var de ekstremt lave arbejdslønninger, der kunne bruges til outsourcing af produktion. Det er slut nu.

I dag sælges der i Warszawa danske mærkevarer på byens fashionable hovedstrøg til priser, som har samme høje niveau som i København. Polen er blevet Danmarks vigtigste marked i Central- og Østeuropa, mens outsourcingen flytter enten længere østpå eller sydpå, hvor arbejdslønningerne er endnu billigere. Den danske ambassade har også siden Polens EU-medlemskab fra 2004 registreret stigende interesse fra danske virksomheder.

- Dansk og skandinavisk design er blevet meget populært i Polen, og man skal huske på, at over 5 millioner polakker nu har en levestandard, der er helt på vesteuropæisk niveau, forklarer sektorekspert og teamleder i handelsafdelingen på ambassaden i Warszawa, Mikael Overgaard.

I dag finder man danske specialforretninger henvendt direkte til det polske marked af eksempelvis HTH-køkkener, Storke Vinduer A/S og ECCO-sko, og et dansk firma som Peter Aarsleff har nu sin egen polske direktør, der har ført firmaet frem til at blive et af de førende for kloakering og bygningskonstruktion i Polen. Hertil er firmaer som Thorkild Kristensen Feriehuse langt fremme med et par tusinde nye ferieboliger ud mod Østersøkysten. Og både Netto-forretninger og B&O-anlæg har gjort deres indtog i Polen, ligesom Danfoss og Mærsk er på banen. I alt er der omkring 400 danske virksomheder med afdelinger i Polen.

- Danske virksomheder skal til at begynde med koncentrere sig om byområderne, og det er i Warszawa man begynder, fortæller Mikael Overgaard.
Aarsleff ledende

Danske Per Aarsleff A/S etablerede allerede i 1993 firma i Polen, og har i dag taget konsekvensen af polakkernes stigende kompetencer: Efter nogle år med dansk ledelse har Per Aarsleff nu helt overladt ledelsen til polakker med direktør Arkadiuz Bachan i spidsen. Per Aarslef har ud over hovedkontoret i Warszawa nu kontorer i Gdansk, Pila, Jaworzno-Jelen og Krakow. I Polen fremstiller Per Aarsleff præfabrikerede betonpæle, installerer spunsvægge og jernbaneelektrificering samt laver vand- og kloakprojekter.

- De polske forbrugere er på rette spor i dag. Vi sidder nu på majoriteten af vores marked som ledende aktør i Polen, og er klar til fremtidig vækst, siger Arkadiusz Bachan selvsikkert.

ECCO bygger over hele Polen
Centralt i Warszawas gamle bydel er der pludselig noget så bekendt dansk som et stort ECCO-skilt på en specialbutik mellem genopbyggede facader efter krigen og kirkespirene.

Forretningen signalerer al den eksklusivitet, som ECCO´s image i Danmark stadig kæmper for at opnå.

- Her i Polen er ECCO meget mere mærkevare end hjemme i Danmark, og købekraften er der, fastslår danske Peter Mark, som fra Polen leder ECCO´s forretning i Østeuropa og Mellemøsten.

ECCO har selv opbygget 8 butikker rundt om i Polen, mens polske fanchisetagere i bedste McDonalds-stil har overtaget de øvrige af de omkring 40 ECCO-butikker i Polen. Og her skal det ikke stoppe. ECCO vil have endnu mere fat i det købestærke, unge publikum og højindkomstgrupperne.

- Vi planlægger en vækst på 30 procent næste år i Polen, fortæller Peter Mark.

Dermed er ECCO endnu et eksempel på, at produktion og outsourcing ikke er den danske kerneinteresse i Polen. Derimod handler det om direkte salg til et voksende, polsk marked.