Metallica, Royal Arena, København Metallica fandt storformen efter alle gode gange tre

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

 

 

 

 

Metallica havde noget tilbage af bevise i København, efter den første koncert af fire var lige ved at blive aflyst pga. James Hetfields vintersygdom. Det blev nummer to så (med en erstatning 2. september). Koncerten i midten gik ganske godt ifølge pålidelige rygter og udsendte spioner. Denne anmelder fik så set og hørt først den katastrofale koncert nummer ét – som intet havde med Metallicas standard at gøre – og så den sidste af i alt tre gennemførte koncerter i aftes. Og hvilken lettelse!

Det var en helt ny koncert med et helt nyt drive og vilje, som måtte få selv rustne, knirkende jernmænd til at ligne lykkeligt bløde og taknemmelige ofre for de massive angreb, som Metallica satte ind med det formål at få øjeblikkelig overgivelse fra publikum. Og det fik de!

Og hemmelighederne bag den effektive strategi? Flere ting: For det første vil Metallica det her. De er så ærekære, at ved første koncert var det Hetfield selv, der sagde, at det bare ikke var godt nok denne gang. Og så var en stribe af numrene skiftet ud i sættet her på tredje koncert. Rygtet siger, at Metallica beslutter sig for sætlisten et kvarters tid før de går på scenen. Det gør, at ingen af koncerterne bliver helt ens og tom rutine. Eksempelvis blev hverken "The Call of Ktulu", "Creeping Death", "Blackened" eller "The Memory Remains" spillet ved den første koncert i Royal Arena. Men et par sikre publikumstræffere blev gentaget på samme tidspunkt. Skrål-med-slagsangen "Seek & Destroy" afsluttede begge gange koncerten inden ekstranumrene. Og i den afdeling blev ekstranumrene igen afsluttet med de uundgåelige hits fra "The Black Album", "Nothing Else Matters" og – selvfølgelig – "Enter Sandman", så alle gik derfra i ren lykkerus.

Endnu en gang var også entreen fra Metallica fantastisk – og denne gang sad ikke mindst LYDEN endelig og bydende nødvendigt helt i skabet, så især Lars Ulrichs særegne, skarpe og dybe stortrommelyd kom til sin ret. Den uovertrufne scene med video i loft og gulv blev dermed en endnu mere harmonisk baggrund i en ny skarp helhed, da vi fra start umærkeligt gled over fra bånd til the real live thing i det uundgåelige titelnummer ”Hardwired” fra det seneste album ”Hardwired ... to Self-Destruct”.

Faktisk var hele denne koncert med få undtagelser til de maksimale seks stjerner, men der var et par døde punkter, som trak ned. Det var ikke mindst Kirk Hammetts meningsløse guitarsoli uden for sangene. Ved første koncert slap vi med én af slagsen uden resten af bandet. I aftes skulle vi trækkes med hele to af dem efter "The Memory Remains" samt efter en ellers forrygende udgave af "Master of Puppets". De soli var ganske enkelt kedelige, fordi det mere handlede om skrammellyd skabt med klichéerne om at gnide guitaren op ad et mikrofonstativ og ved at lade den ligge og hyle på gulvet. Ikke alene var det oldgamle tricks og yesterdays news. De soli manglede også en pointe. Skulle vi swinge med, passivt imponeres – eller bare have dem som pausefisk? Og som om det ikke var nok, så skulle ellers fremragende Robert Trujillo efter det lige så fremragende nummer fra det nye album, "Atlas, Rise!" belemre os med endnu en ligegyldig bassolo. En opvisning i hurtigspil uden eventuelt det formål at få publikum med eller aktivere en stemning. Igen blev det bare tomt bulder.

Nå, lad det være glemt – for ellers var det en fremragende koncert i en fremragende ny Royal Arena, der denne aften for alvor kom til sin ret, efter førstedagens børnesygdomme af manglende lydjusteringer var kommet på sin plads og endeligt helbredte.

Især skal "Master of Puppets" og "Seek & Destroy" fremhæves som nogle af de ypperligste Metallica-versioner ever. Der blev spillet utroligt tight og med et overskud, der disse dage må gøre Mærsk misundelig.

Og så må vi ikke glemme James Hetfields stemme. Det var den, der var årsag til aflysningen på andendagen – men også i går i første nummer ”Hardwired” var jeg lige ved at blive nervøs over en vedblivende hæshed, der kunne have udviklet sig ødelæggende. Men så blev stemmen varm, og selv om James Hetfield aldrig bliver smørtenor, så var der noget balsamagtigt for sjælen i den stemme, som aftenen skred frem, og stemmen blev varm.

Han er en fremragende rocksanger, som evner både det bløde i "Nothing Else Matters" og det kranieknusende hårde i "Creeping Death" og "For Whom the Bell Tolls". Der er masser af nuancer, som gør Metallica-koncerter til noget særegent spændende. Samtidig kom både tyngden og overskuddet til festen, som gik pænt bersærk præcis midt i arenaen, hvor alle ikke bare kunne se, men også mærke bandet i form af de mavepustere, som bas og trommer satte ind.

Det blev en stor, stor aften i storform efter alle gode gange tre!

Sætliste:

The Ecstasy of Gold (Ennio Morricone-nummer)

Hardwired Intro (bånd)

Hardwired

Creeping Death

For Whom the Bell Tolls

The Memory Remains (fulgt af Kirk Hammetts solo)

Welcome Home (Sanitarium)

Now That We're Dead

Atlas, Rise! (fulgt af Robert Trujillos bassolo)

The Call of Ktulu (første gang den er spillet siden 11. juli 2014)

One

Master of Puppets (fulgt af Kirk Hammetts solo)

Fade to Black

Seek & Destroy

Ekstra:

Blackened

Nothing Else Matters

Enter Sandman