Din nye afghanske kollega

Medie: Fagligt Forsvar

2010: Danske ISAF-styrker i Afghanistan skal afløses af ANA - Afghan National Army - inden 2015. Interviewet her giver et billede af, at der er langt til det danske, soldaterfaglige niveau! Mit portrætbillede var forsidebillede på Fagligt Forsvar.

Han hedder Muta Wakil, og er en af danskernes kollegaer i det tættere samarbejde med den afghanske hær, ANA. Men hvem er han - og hvad er hans baggrund? Fagligt Forsvar har været i Afghanistan og tegner her en profil af en helt almindelig, menig konstabel i ANA.

Af Keld Broksø
keld@kb-kommunikation.dk

Herat.

Man stiller sig ikke bare op som journalist og sludrer med en afghansk soldat, tager billeder og noter. Det må soldater ikke være med til. Direktøren i Udenrigsministeriet i Herat må hjælpe til. De rigtige forbindelser bruges - og endelig får bilen lov at rulle ind i hovedkvarteret for Afghan National Army, ANA, i Herat-provinsen ved den befæstede lufthavn, hvor amerikansk høres lige så tit som lokalsprogene pashtu og dari.

Oberst Najibullah tager i mod og svarer skønmalende på alle spørgsmål. Han lader forstå, at Taleban og andre banditter ikke rigtig volder problemer lige her. En sandhed med modifikationer.

Selv om Herat er blandt de fredeligste provinser, så var der ildkamp nord for byen dagen før fortæller en amerikansk presseofficer. To dage efter besøget kører en konvoj med italienske ISAF-soldater og afghansk militær på en vejsidebombe ad samme vej, som vi kom fra. Tre blev såret.

Hovedkvarterets massive sikkerhed inkluderer fem bomme, zigzag kørsel, tredobbelt papirtjek af brevet fra Udenrigsministeriet før vi er igennem til lejren. Her er materiellet ikke kun efterladt skrammel fra 30 års borgerkrig. NATO's højteknologi vinder indpas. Et par pansrede mandskabsvogne er up to date, mens soldaternes kalashnikovs er af samme type som Talebans.

Mellem barakkerne ses amerikanske rådgivere, men nu er det officielt ANA, som styrer hovedkvarteret med godt 3.000 soldater.

Oberst Najibullah spørger interesseret til danske soldaters nu mere fremtrædende rolle som trænere af ANA. Han vil også høre om det hospitalsprojekt, som Den Danske Afghanistan Komite kører lige ved lufthavnen - og som han vil beskytte.

- Uden sikkerhed kan danskerne ikke drive et hospital her, konstaterer han, mens vi venter på den afghanske konstabel, som vil fortælle om jobbet i den afghanske hær.

Han er trykket af situationen, for både en major og sergent følger ham på vej.

Fædreland og løn
- Jeg vil tjene mit land, siger konstablen lidt mekanisk. Han hedder Mutta Wakil, er pashtun og fra byen Jalalabad i Syd, hvorfra han på 18. måned er på tvungen udstationering.
Mutta Wakil slapper af, da han får spørgsmål om sin fortid. Det går op for ham, at han ikke er til forhør. Han skiftevis smiler og ser eftertænksom ud, når han fortæller om Afghanistans blodige historie, som har styret hans egen livshistorie.

- Vi ønsker blot fred. Derfor er jeg med i ANA, siger han.

Hans historie er med til at forklare, at han ser ældre ud end de 25 år, som han er. Blikket er venligt, modent, men fjernt som hos en mand, der har set og oplevet grusomhed. Fugerne i ansigtet ligner ikke en ung mands. Man bliver hurtigt gammel i Afghanistan. FN opgør den gennemsnitlige levealder til lidt over 40 år - medregnet den høje mødre- og børnedødelighed.

Mutta Wakil blev født i en fattig bondefamilie i 1985, mens Sovjet stadig lod bomberne flyve. I flere omgange måtte de flygte. Også ved mujahedinernes afsluttende kampe mod kommuniststyret i 1992 måtte familien tage til de trøstesløse lejre blandt tre millioner flygtninge i Pakistan. De levede af nødrationer fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, småhandel, og var ofte syge.

Kort efter mujahedinerne fik magten flyttede familien tilbage til Jalalabad, men der kom ikke fred. Gang på gang måtte de søge beskyttelse fra mujahedinernes interne kampe. Taleban erobrede Jalalabad i 1996 før turen kom til Kabul. Deres hårde styre fik Mutta Wakils til at hade Taleban.

- Vi måtte igen flygte til Pakistan i 1999. Det var umuligt at leve i Jalalabad. Kvinderne måtte ikke arbejde, og man blev straffet hårdt, hvis man overtrådte Talebans forbud, husker Mutta Wakil.

Ved indgangen til byen hang forbudte, udrullede video- og kassettebånd som guirlander ned fra lygtepælene. Overtrædelser af det religiøse politis påbud blev straffet med prygl eller henrettelser.

Mutta Wakil og hans familie kom først tilbage igen til Afghanistan fra Pakistan i 2002, da Taleban var væk. Undervejs gennem de mange års kampe havde fætre og onkler mistet livet. Men Mutta Wakil var ikke selv tiltrukket af at gå ind i militser for at hævne dem.

- Jeg har aldrig troet på, at mujahedin kunne skabe fred, men jeg tror på ANA, siger han.

Problemet var, at han i modsætning til en del soldaterkolleger aldrig før havde prøvet at bruge våben i kamp, da han kom til ANA. Det gælder for en stor gruppe af nye rekrutter, beretter obersten. Mange begynder soldateruddannelsen helt fra scratch: Otte ugers træning er grunduddannelsen - og så er det ud i kamp. Soldaterne kan få efteruddannelse, men tit mangler de som Mutta Wakil basale færdigheder for at tage den.

- Jeg kan ikke læse og skrive. Men jeg har gået i skole halvanden måned her i ANA. Min familie og jeg har aldrig lært andet end at være bønder, handlende, daglejere - og flygtninge.

Lønnen er ikke uinteressant for Mutta Wakil. 225 dollar - eller 1350 kr. om måneden.

- Jeg kan ikke tjene så meget ved de andre jobs, som jeg kunne få, erkender han.

Taleban er også opmærksom på lønnen som motivationsfaktor. Hvor meget Taleban kan tilbyde Mutta Wakil som soldat ved han ikke. Og en sammenligning føles upassende med majoren og sergentens ånde i nakken. Mutta Wakil sætter tingene på plads:

- Jeg vil aldrig kæmpe for Taleban. Når min treårige kontrakt udløber, så vil jeg tegne en ny kontrakt - hvis jeg må? Han nikker mod officererne i håb om deres velvilje.

- Inshallah får jeg muligheden?

Mutta Wakil ved, at livet og døden som soldat er uforudsigelig. Han har været i kampe. Især ét resultat af de kampe er Mutta Wakil og oberst Najibullah stolte af:

I oktober 2009 nedkæmpede ANA og ISAF-styrker kommandanten Gholam Yahya. Han og flere af hans mænd blev slået ihjel. Det bragte mere ro til regionen efter tre år, hvor Gholam Yahya foretog kidnapninger, røverier og angreb på FN og lufthavnen. Førhen var han ellers borgmester i Herat, men blev fyret fordi han var modstander af den daværende hazara-guvernør, Sayed Hossain Anwari. De seneste år var han allieret med Taleban.

- Når vi får samme udstyr og standard som NATO, så kan vi bedre skabe fred og bekæmpe folk som Gholam Yahya, forklarer oberst Najibullah.


Fakta om ANA - Afghan National Army

  • I 2001 blev ANA gendannet med hjælp fra USA, Danmark og andre NATO-styrker.
  • ANA har 108.000 soldater. USA vil op på 260.000 i 2014. Det koster 20 milliarder dollars.
  • General McChrystal, øverstkommanderende for USA's styrker i Afghanistan har træningen af ANA som hans øverste, strategiske prioritet. McChrystal anerkender samtidig, at etniske spændinger, analfabetisme og deserteringer bremser partnerskabet med ANA, men han er tilfreds fremskridtene.
  • I maj blev danske soldaters partnerskab med ANA styrket: For første gang boede, spiste, patruljerede og kæmpede danske og afghanske soldater som en samlet enhed i Helmand. Der tales om en ny, måske afsluttende, fase for danskerne i Afghanistan.