Bøger

Der er nu syv trykte bøger på listen. Senest kom thrilleren "Koldfronter" 27. januar 2017 udgivet på forlaget Egolibris. Listen har nu fem spændingsromaner, en børnebog samt en firmabog. Seneste roman "Koldfronter" (og tidligere romaner) er også kommet som e-bøger og fire som lydbøger. Lindhardt & Ringhof udgav Koldfronter som lydbog indtalt af Niels Vedersø i januar 2018. I øjeblikket skrives på en roman med arbejdstitlen "Affaldsfolket", som fik et afsæt med de første 20 kapitler i Berlin i februar 2018, hvor Jyllands-Postens Fond kvit og frit stillede deres kunsternerlejlighed til rådighed som skriveværksted.

De seneste bøger kan købes hos boghandlere og på nettet eksempelvis via Saxo eller www.bogpriser.dk . Alle printbøger kan lånes på bibliotekerne. Ebøger og lydbøger kan købes eller lånes via eReolen.dk. 

Forfatterskabet handler mest om grumme menneskeskæbner, som kommer i klemme i storpolitik og/eller international kriminalitet. Bøgerne er skrevet for at være spændende, underholdende med bid af humor og øje for det groteske – og samtidig give viden og stof til eftertanke.

  • Koldfronter - ny thriller fra 2017

    Koldfronter, Forlaget Egolibris, udkom 27. januar 2017 som print-, e- og lydbog. Koldfronter er en spændingsroman dels om en højaktuel, ny, europæisk konflikt, dels om små mænd og kvinder, som bliver klemt i det. Det sker, da de prøver at finde forklaringer på, at mord og trusler pludselig ryster deres hverdag i København og Berlin. Handlingen kickstartes, da et kranium graves op på Vestre...

    Læs mere...

  • Missilhotellet – 2014 - spændingsroman

    Missilhotellet fra 2014 er den fjerde roman. Hovedpersonen er en smånaiv chef for en hjælpeorganisation, som bliver nyttig idiot i magtspillet i Vestafghanistan mellem en stenrig, iransk konsul og en amerikansk CIA-agent.

    Læs mere...

  • Pengemuren – 2011 - spændingsroman

    Den danske olieekspert Harry Lowell står på kanten af en pensionering. Olierigdommene ved Det Kaspiske Hav og i Nordsøen er rammen om et helt arbejdsliv, da planen om en tilbagetrukket tilværelse i København ryger på gulvet. Et attentat og et mord kickstarter en sidste, professionel mission.

    Læs mere...

  • 100 år på banen med Axel Ketner A/S – 2004 - firmabog

    Bogen var en firmaopgave fra 2004. Jeg fik ganske frie hænder til bruge firmaets enorme fotoarkiv, så det både blev en beretning om Danmarks historie – og hvordan historien farvede firmaets 100-årige historie fra spæd start på teknikkens tidsalder over besættelse og energikrise.

    Læs mere...

  • Hvad kan Olivia blive? – 2002 - børnebog

    Alle burde prøve at skrive en børnebog og se den vidunderlige verden fra børnehøjde – og undre sig.

    Læs mere...

  • Rovdrift – 1999 – spændingsroman

    Romanen "Rovdrift" blev til efter en rejse til Liberia i Vestafrika under borgerkrigen, men den kom især til at handle om biologiske våben, som udvikles under tvivlsomme vilkår og i omgivelser under opløsning.

    Læs mere...

  • Vraggods – 1998 - spændingsroman

    "Vraggods" blev skrevet under indtrykket af det kaos, som fulgte Sovjetunionens opløsning, hvor atommateriale var til salg for højestbydende.

    Læs mere...

Bogforedrag

Jeg har holdt en stribe bogforedrag om mine bøger i cafeer, biblioteker og hos boghandlere. Jeg bestræber mig på, at det bliver en underholdende oplevelse med plads til spørgsmål og debat. Jeg har senest holdt en række foredrag om "Koldfronter".

Mail til mig på keld@kb-kommunikation.dk hvis du vil vide mere.

Her et par reaktioner:

Udtalelse fra Keld Blom, formand for Hvidovre Kulturråd, som 09.11.2017 kl. 19-21 arrangerede bogforedrag i Frihedens Idrætscenter: "Keld Broksø holdt et foredrag om "Koldfronter" og DEN NYE KOLDE KRIG I EUROPA, et spændende og fortsat aktuelt emne at forholde sig til. Keld har ikke kun skrevet sin thriller, men været på stederne, hvor slaget har stået, og sat sig grundigt ind i magtspillet som det er nu, og truslerne fra Rusland. Foredraget kan anbefales til alle, der har interesse for det historiske og det kommende trusselsbillede. Se foredraget og læs bogen KOLDFRONTER."

Udtalelse om foredrag fra Lisbeth Steensborg, Frederiksberg Hovedbibliotek: "Keld Broksø forstår at bygge sit foredrag op og illustrere med billeder, så publikum bliver helt opslugt. Spændende, rystende og oplysende stof om et emne, som viser sig at være yderst interessant. Her er tale om et samfundsperspektiv langt ud over, hvad man forventer af en spændingsroman."

Udtalelse om foredrag fra Lena S. H. Nilsson, Guldborgsund-bibliotekerne, Nykøbing F: "Man kan tydeligt mærke, at Keld Broksø har haft noget på hjerte, da han skrev "Pengemuren." Hans foredrag vidner om stor indsigt i olieindustrien, de globale (sær)interesser, økonomi, storpolitik og korruption. Keld Broksø tager publikum med ud på en spændende og informativ rejse fra Norge til Tyrkiet og Polen og videre til Aserbajdsjan og Rusland, hvor hans store viden om - og billeder fra de enkelte lande og deres olieinteresser - holder publikum fanget i et foredrag , der er en thriller værdig."