Black Veil Brides smed maskerne og viste superstjernestof

Medie: GAFFA

Anmeldt af Keld Broksø, søndag d. 24. november 2013 - Store Vega, København,

Det første chok i mødet med californiske Black Veil Brides var, at på denne søndag holdt Sadolin Farveland lukket.

Væk var sminken, som for få øjeblikke siden havde fået bandet til at ligne et fortravlet Kiss uden tid nok i make-upafdelingen - og med et halvfærdigt resultat til følge. Adskillige af de unge piger havde ellers gjort sig svært umage med at tømme mascara-bøtten i ren sympati, men her stod vi altså med band, der ikke alene havde ladet masken falde. Den dynamiske, rasende talentfulde forsanger, Andy Biersack, havde ydermere ladet de lange lokker falde til fordel for en eller anden modelklipning, der nok kan ses i frisørens brochure næste gang.

Og hvad havde vi så gang i med en god bid af al staffagen borte? Jo, vi nåede ind til kernen i et band, som meget vel kan være bærere af lydsporet til heavy metals fremtid.

Det var nærmest ikke rimeligt. Hvordan kan man være i begyndelsen af 20'erne og samtidig spille så tight og med sådan et humør lagt på en bund af teknisk overskud, at vi skal op i veteranernes luftlag blandt superstjernerne for at finde noget lignende?

Tilmed kan de veksle fra growl til thrash og over de rene heavy-syng-med-slagere, så nuancerne skabte et værn mod enhver form for ensformighed.

Superstjernestof
Black Veil Brides er gjort af det stof, som superstjerner skabes af. Og så vil jeg personligt blæse på, at bandet denne aften ikke engang kunne fylde balkonen op i Store Vega. Måske på grund af konkurrencen fra vores hjemlige Volbeat i Forum – det være dem vel undt – men denne aften så vi et band i Vega, som må og skal følge efter samme Volbeat på Roskilde Festivals Orange Scene.

Hører I?!

Jo, jeg har ikke voldsomt travlt med at skjule begejstringen. Der er noget særligt ved et ungt band, som denne anmelder møder første gang, når de i den grad sparker benene væk under én.

Det er ikke svært at finde reminiscenser fra mere eller mindre helstøbte glam bands som netop Kiss, Mötley Crüe, Poison, Twisted Sister, Billy Idol eller W.A.S.P., men at kalde dem et nutidigt plagiat uden originalitet vil være, som om man ikke anerkender, at et eller andet er der dog sket siden samme bands storhedstid for snart en snes år siden.

Black Veil Brides har deres helt eget, nutidige udtryk og cool attitude, der er både medrivende, underholdende og helt og aldeles kompromisløs. Ganske som materialet fra den seneste og tredje album, "Wretched And Divine: The Story Of The Wild Ones", antyder.

Især må jeg fremhæve Christian "CC" Coma på trommer, hvor pedalarbejdet ramte en majestætisk, spændstig og umenneskeligt præcis nerve, som den kendes fra Mickey Dee i Motörhead.

Tilmed tør han udfordre publikum.

Tænk til en metal-koncert at sætte et eletronica-dance-agtigt mellemspil ind midt i trommesoloen, og så udvikle soloen videre derfra til et tæt groove, der kan sætte nogenlunde samme headbanging i gang, som havde man spurgt en japansk koncerndirektør, om han var interesseret i profitmaksimering.

Den mellemvej kræver nogenlunde samme mod og mandshjerte som at møde uinviteret op til en lukket Hell's Angels-fest og råbe "bøsserøve!" ud over forsamlingen for sådan lissom at få lidt gang i den.

Og nu vi er ved det: Uden det skal lyde homofobisk, er bandet ikke bange for en androgyn udstråling midt i den hårdeste og meget maskuline musik. Faktisk tror jeg ikke, Black Veil Brides er bange for ret meget i denne verden, og det er i virkeligheden en meget stor del af charmen ved dette band. De hviler i sig selv med en tro og en selvtillid omkring det, de gør.

Op til koncerten havde jeg nørdet interviewvideoer med mere. På et tidspunkt bliver Andy Biersack spurgt, hvad han ville gøre, hvis han ikke skulle optræde. Han forklarer, at det her er, hvad han kan og vil.

"Efter dette er jeg færdig," lyder hans måske ikke helt overbevisende statement, men der er et gran af sandhed. Man kan ikke levere sådan en koncert, med mindre man tror 100 procent på projektet.

Jo, vi kan nok finde skønhedsfejl som et ikke helt overbevisende Billy Idol-nummer, for Black Veil Brides skiver de absolut bedste numre til Black Veil Brides. Deres eget materiale har simpelthen SANGENE, der skal til, og dem skal de holde sig til. Men når man blandt publikum kan stå uafbrudt med et bredt, tilfredst grin en hel koncert igennem er der ingen vej udenom:

Seks stjerner – værs'go'.

PS: Supportbandet Heavens Basement leverede en sjælden flot og knivskarp forestilling op til Black Veil Brides, og de bør tjekkes igen, når de kommer til landet i april.

Og ja – efter sådan en aften er det svært at falde ned.