Accept – et stærkt vanedannende drug

Medie: GAFFA

Fredag d. 19. september 2014. Anmeldt af Keld Broksø

Det er immervæk 38 år siden, leadguitarist Wolf Hoffmann og bassist Peter Baltes var stiftende entreprenører på sammenrendet af bulderbasser i Accept.

Bandet så dagens lys i Solingen i 1976 sammen med den navnkundige ex-forsanger Udo Dirkschneider, men i et stopfuldt Amager Bio fredag aften var det alt andet end trætte, gamle, sure mænd, som satte dagsordenen.
Derimod er jeg tæt på at have været vidne til årets koncertoplevelse.

Skridsikker erfaring blandet med uimponeret energi er ikke helt skidt, når det handler om at sparke nyt liv i en genre, som ellers nemt pakkes ind i tomme attituder, hvis ikke der er vilje og mening med galskaben.

En Accept-koncert hænger bare sammen på et sindssygt højt (!) teknisk niveau, hvor fejl er en by Rusland (bortset fra et kortvarigt monitorproblem), og hvor der er overskud og plads til den enorme spilleglæde, som bandet oser af.

Grin, skæg og ballade hele vejen.

Fordi der er fuldstændigt styr på det basale.

Forsanger Mark Tornillo på 51 er nærmest en knægt sammenlignet med nestorerne i bandet. Som den eneste ikke-tysker (han er født i New Jersey USA), har han siden 2009 skulle bevise, at han ikke er et forsøg på at være en Udo-klon - men at han er helt sin egen.

Amager Bio blev overbevist!
Han indtager scenen, ejer den – og er et stort grin, når bandet spiller perfekt op til hans sandpapir af et stemmebånd.

Mark Tornillo har nu været med på tre albums, nemlig "Blood of the Nations" (2010), "Stalingrad" (2012) og det intet mindre end fremragende, nye album "Blind Rage" fra i år.
Siden 1979 har bandet samlet begået 14 albums, og undervejs med udskiftninger og pauser. Men den inkarnation af bandet, der stod på scenen på Amager, var et genopfundet monster, som spyede brutale riffs, der sad lige i skabet.

Accept blev som et stærkt vanedannende drug, man bare skulle have mere og mere af.
Og ikke bare de helt selvfølgelige klassikere som "Restless and Wild", "Fast as a Shark" og selvfølgelig "Balls to the Wall" som finale i en forrygende udgave.

Det nye materiale og ikke mindst åbningsnummeret både ved koncerten og på "Blind Rage"-albummet, "Stampede", stod skarpt og hamret i rustfrit stål, granit og andre uforgængelige materialer. Det møvede det sig ind i en mere og mere sveddryppende bevidsthed om, at det her var bare for fedt!
Og selvfølgelig blev der gjort en ekstra indsats for at få publikum med i syng-med-numre som "Princess of the Dawn" og "Pandemic".

Det er for nemt at afvise Accept som et metal-party band med forældede attituder på programmet. Alt, hvad de gør er overbevisende timet og leveret til tiden, så mindre erfarne musikere skulle indlægges med stress i fald de fik den fuldstændigt vanvittige ide at følge med. Leadguitarist Wolff Hoffman står som den egentlige stjerne i bandet. Et damp-barn af en musiker, som serverer det ene indbydende riff efter det andet med et overblik og en selvsikkerhed, som er vildt imponerende.

Platformen for det trip sikrer rytme- og leadguitarist Herman Frank og Stefan Schwarzmann på trommer. De virkede som klipper af den betryggende størrelse, som ingen kan rokke, uanset hvor meget kvintetten skubber musikken helt der ud over kanten, hvor publikum tager mod det hele.

Undervejs kan man ikke undgå at spekulere på, hvor underkendte Accept er som ambassadører for speed-, thrash- og power metal. Det er der ved at blive lavet om på efter især denne koncert – og besøget samme sted i efteråret 2012 og på Copenhell i 2013. Det band spiller metal så kompetent, at selv aggression (på den fede måde) virker som moderkærlige strøg med håret. Det er en cocktail af eminent dygtighed, entusiasme og kærlighed til alt bulderet. Det drug kan vi leve meget, meget længe på indtil vi må have mere. Accept er midt i en verdensturné, og de så ud til at være rigtigt godt tilpas i København.

Kom snart igen og giv os det næste Accepterede fix.